Pladsen foran domkirken Santa Maria Maggiore, kan takke Gabriele D’annunzio, for dens kunstnavn. Han gav den dette navn i romanen “Chissà che sì, chissà che no” – måske og måske ikke - som udkom i år 1916, pga excentriciteten på Europas største arkitektoniske kompleks.
På en stor altid grøn græsplæne, er der en Domkirke med dets klokketårn (Det skæve tårn), et Dåbskapel, og en Kirkegård. Symbolet af disse bysmykker er helt klart meget tydelig: man vil repræsentere hele menneskets livscyklus, fra fødsel til død. Men der er mere end dette. Bygningerne er placeret i henhold til stjernetegnet Vædderen. Det er ikke overtro, men fornuft da bygherrerne rådspurte sig med himlen.

Domkirken, inspireret af det romanske Pisa, blev en model for alle kirkerne i det centrale Italien takke været de utroligt rige udsmykninger og marmorets horisontale striber. Disse stammer fra den arabiske, byzantinske og levantinske kultur. Takke været den internationale tilstedeværelse på den epokes markedee i Pisa-området var Toscanas kunst eksotisk og anderledes. ( Chinzica Kvarteret, rigt på butikker og markeder, var dengang sæde for de arabiske og de jødiske handelsmænd). Selv den indre rumeffekt minder om de islamiske moskeer.

Indvendigt kan man finde skulpturer lavet af non-plus-ultra- mestrene og af de lokale skulptører: Nicola og Giovanni Pisano fra 1200 tallet. En meget kendt skulptur lavet af Giovanni er prædikestolen fra 1300 tallet, ikke kun fordi den er en af de få med så rige og uddybende fortællinger om Jesus’ liv, men også fordi panelerne for første gang var letteret buede, dette gav prædikestolen en ny og rundere dimension.
De største mestre udtænkte og arbejdede med Domkirkens dekorationer. Cimabue realiserede her sit sidste værk, en enorm mosaik, der forestiller San Giovanni Evangelista. Denne sammen med prædikestolen slap uskadt fra branden i år 1595, som ødelagde Domkirken.
En anden prædikestol, af lignende skønhed, kaldet Pergamo, er udført af Nicola Pisano til Dåbskapelet, en hellig rund bygning med kompliceret udsmykning udvendigt og med sober elegance indvendigt, med hvidt marmorornat og mosaikgulv. Andre artistiske skatte fra Dåbskapelet, kan ses i det nærliggende Domkirke Nationalmuseum.

Det befinder sig på selvsamme plads og inderholder en bred samling af keramik- og skulptursamlinger, hvoraf de fleste kommer fra kirker i Pisa-egnen. Bemærkelsesværdig er malerisamlingen, der indebefatter malerier udført af Donatello, Gentile da Fabriano, Masaccio og Beato Angelico.

Pisa er en meget antik by, med etrusker-romerske rødder, med en meget høj befolkningsprocent af unge mennesker. Udover det imponerende Universitet, er hovedstaden sæde for Scuola Normale, hvor intet er normalt. La Normale tilbyder sine studenter, som har fået adgang igennem konkurrencer og indskivning på et byuniversitet, kost, logi, tilbagebetaling af universitetsafgifter og et tilskud til køb af skolebøger og materiale. Studenterne kan også selv administrere en fælleskasse til organisering af kulturelle eller rekreative aktiviteter. Et plus er, at studenten med det samme får kontakt med nøglepersonerne i den videnskablige, filosofiske og litterature verden.
Grundlagt i år 1810 med et Napoleon dekret hos Palazzo della Carovana. Gennem årene ha mange kommende Nobelpristagere såsom Enrico Fermi, Carlo Rubbia, Giosuè Carducci (den første italienske nobelpris tildeles i år 1906), politikere såsom Carlo Azeglio Ciampi, Alessandro Natta og Massimo D’Alema, forlagsledere og forfattere som Giulio Bollati, Pietro Citati og Antonio Tabucchi, studeret på la Scuola Normale.

Floden Arno som er 16 km lang, løber gennem byen fra øst mod vest. I Pisa er der utrolig mange broer bygget fra den antikke tid op til idag. Den ældste er Ponte del Mezzo, genbygget efter verdenskrigen, med en betagnende bue som fører over floden. Hver sommer spilles et gammel Brospil – Il gioco del ponte – et populært spil fra 1400 tallet.
Ponte delle Bocchette er fra år 1986 og er 700 meter lang. De specielle tekniske anordninger på broen Solferino, kun 109 meter lang, er fra 1974. Broen er et kristisk punkt for byens traffik. Bygget i år 1875 til minde for Napoleon III’s sejr over Francesco Giuseppe. Broen blev bombarderet i 1944. Pisaindbyggerne restaurerede den, men i 1966 gav den sig lidt. Men som et eksempel på geniet og regelmæssigheden fungerer broen stadigt.
Floden giver Pisa fredsfyldte, stille og grønne gader med pragtfulde bygninger såsom Palazzo Medici (aktuelt Præfektur) og Palazzo Toscanelli (aktuelt statsarkiv) fra 1500 tallet.

Byen er fuldt med talrige butikker og markeder hvor man kan købe håndarbejde udført i alabast, marmor, kobber og læder.

Muligheder for unikke og smagsfulde pauser, med billige menuer, uforglemmelige frokoster og middage, er der mange af i Pisa.
Den værste synd vil være at rejse fra byen uden at have smagt l’arsella alla pisana, et bløddyr serveret på et stykke toscansk franskbrød, anguillette cieche alla pisana – ål -, stoccafisso alla pisana – tørret fisk - , l’anguilla in ginocchioni – ål - (tilberedt med salvie), spaghetti schiacciati con sugo di pesce, - spaghetti med fiskesovs - , la zuppa ai ranocchi – frøsuppe - , fiskesuppe, minestra ai fagioli bianchi di San Michele – bønnesuppe, torta coi bischeri – tærte – De pisanske hovedretterne med vildt og fisk, såsom stoccafisso alla pisana – tørret fisk – er herlige (Pisa ligger kun ti km fra den tyrrhenske kyst).

Blandt vinene indtager vinene D.O.C. fra Chianti og Montecarlo områderne, førstepladsen, men der også talrige hvidvine med blomsterduft og rødvine med frugtduft eller mere fyldige rødvine eller Sangiovese, som er meget billigere.

Pisa er også speciel med hensyn til kager og bagværk: udover de famøse chiacchiere, zuccherini di Carnevale, den klassiske cantuccio med mandler til de mindre kendte stiacciata di Pasqua, der eksisterer et specielt bagværk med Pisa DNA: den hedder Kinzica, navnet på en princesse fra 1400 tallet som afveg et saracener-indfald. Til hendes ære kan man den dag idag stadig spise en lille rund konditorkage fyldt med biologiske pinjekerner, fra de nærliggende Naturparker i Migliarino San Rossore og Massacciuoli.
Man skal ikke føler sig skyldig, de lange gåturer hjælper med at fordøje. Og Pisa har altid kæmpet imod tyngdekraften.