|
Lucca
Indskrevet på Unescos Verdensarvsliste. Lucca er en skattekiste med kunstskatte omringet af et diadem – en mur fra 1500 tallet.
Sammen med Ferrara, Grosseto og Bergamo er den en af de fire italienske byer, som stadig har en intakt bymur, der nu er en grøn og dejlig gåtur på ca. 5 kilometer, en af de bedst bevarede i Europa.
| » Smagens rute |
Centrum for det livornesiske køkken er olivenolien D.O.P. garanteret af den optimale europæriske certifikation, der også er også verdenskendt.
Det er netop denne sublime olie, der fremhæver de typiske opskrifter fra Lucca.
Blandt forretterne kan vi nævne de dampende og duftende supper, såsom den med spelt og suppen pancotto, med brødskorper lagt i blød i boullion, små tomater, pisket æg, salt, peber og naturligvist olie. Blant hovedretterne, historiske og dejlige, nævnes garmuggia, med oksekød, tomater, ristede brødstykker, store bønner, aspargesspidser og bacon.
En specialitet er olive quercetane, i egen saft eller i saltlage. Speciel god er osten pecorino med nøddeblade. Velsmagende er deres prosciutti, salamier og deres soppressate (tyk pølse af svinekød).
Indenfor konditorproduktionen går førstepladsen til buccellato, en meget gammel og århundreder uforanderlig opskrift, overleveret fra konditormester til konditormester. Det er en forunderlig og uforglemmelig dessert. Prøvesmag den i konditoriet Taddeucci,
internationalt kendt, der siden 1800 hemmeligt har gemt en original opskrift.
I en by der er eksempel på den italienske kultur, må der ikke mangle en kongelig vinsamling af D.O.C. vine. Førstepladsen går til Montecarlo og til Colline Lucchesi, vigtige etapper på Vinvejen. Hvidvinene og Vinsanti di Montecarlo blev allerede produceret i etruskernes tid. Der er mange andre typiske vine såsom den antikke Sangiovese, den moderne Merlot, den traditionelle Bianco della Val di Fievole og den nyere Chardonnay.
|
Luccas historie begynder i år 180 f. k., grundlagt af en keltisk-ligurisk slægt, der gav den navnet Luk. Af den romerske Lucca er ruinerne af Anfiteatro tilbage, på hvis trin der er flere hundrede års plantevækst - et syn uden lige.
I middelalderen kom Dante hertil i eksil, og var ansvarlig for bygning af kirkemonumenterne San Frediano (med en utrolig flot mosaik øverst på fronten, nærmest en guld-altertavle), San Michele in Porta (kendt for dens værdifuld marmorudsmykning) og Domkirken, til ære for San Martino.
Den strenge og massive romerske stil berigede sig, efter inspiration fra skolen i den nærliggende Pisa, med en rig udsmykning.
I 1400 udførte Jacopo della Quercia sit absolutte mesterværk, Ilaria del Carretto’s grav - Hun var Paolo Guinigis hustru, der døde som 29 årig. Hendes ungdom og milde ansigtstræk ses tydeligt på marmorskulpturen. Døden fremstilles meget afslappet, selv skulpturen, med dens plisserede kjole ser ud som om den bliver blødere og former sig til modtagelse af de mange gæster. Hunden der ligger for hendes fødder er symbol på trofasthed i ægteskabet.
Lucca havde sin glansperiode under renæsancen også pga. den blomstrende silkeproduktion og indbyggernes aktive udbytte på deres bankaktiviteter. I peridoden indtil 1800 har Luccaindbyggerne beriget byen med elegante boliger, kirker (den kaldes også “de tusinder kirkers by”) og prægtige villaer selv udenfor byen, som Villa Mansi i Segromigno og Villa Reale i Marlia.
Musiktraditionerne er også meget berømte. Fra Lucca kommer Francesco Geminiani, Luigi Boccherini, Alfredo Catalani og Giacomo Puccini.
I katedralen i San Martino gør musikere og skuespillere alt for at holde denne store musikers traditioner i live hele året.
I alle de efter hinanden følgende historiske epoker, som Lucca har gennemlevet, er der gjort alt for at forbedre byen i overensstemmelse med effektivitet, funktion og skønhed.
Hvis man går en tur i centrum på Via Fillungo, der er lang, smal og malerisk, ser man de ældste huse, forretninger, butikker, spisesteder og tårne.
Lucca har også givet tårnene sin unikke grundstil. De er solide, massive, næsten militæragtige, men besmykkede, som en uniform kan være med alle sine medaljer. Prøv at gå ind i familie Guinigi-tårnet som er forbundet med Ilaria del Carretto. I toppen har det en hængende have bygget i middelalderen, med hundrede år gamle skyggefulde lærker. En grøn sky over vore hoveder. Den er alle de 230 trin derop til værd.
I centrum er der også mange fritliggende pladser med fantastiske monumenter, skyggefulde platantræer, der åbner sig blandt sobre, aristokratiske og kæmpestore paladser. Bygget i rød mursten og hvid alberese sten. (Palazzo Ducale er hovedsæde for Provinsen, og talrige moderne kunstudstillinger og den eneste tegnserie-film-udstilling i hele Italien). På Piazza Napoleone troner det femhundred år gamle Provinshovedsæde, som indholder, iblandt søjlegange og fantastiske gårde, la Pinacoteca Nazionale.
|
