Fra starten af middelalderen benyttede Firenzes tekstilindustri vandet gennem byen til vaskning og rensning af de ubearbejdede og bearbejdede tekstilstoffer. Allerede i 1100 arbejdede der ca. 30.000 mennesker i tekstilindustrien.
Der er familien Rucellai, fra tekstilindustrien, som senere bestiller projektet og udførelsen af det pragtfulde palads med samme navn, ved Leon Batitista Alberti.

Før sidste verdenskrig var der talrige broer over floden. Det offensive angreb i 1944 sprængte dem alle i luften undtagen Ponte Vecchio, Firenzes ældste bro, der krydser floden på det smalleste sted. Fiorentinerne gav den dette navn i starten af 1300 tallet, da de bestilte den i sten, for, under de hyppige oversvømmelser, at kunne skelne den fra Ponte Nuovo – den Nye Bro – og fra Ponte della Carraia.

De famøse forretninger, idag næsten alle guldsmedebutikker, tæt på hinanden langs med broen, eksisterede allerede i 1200. Dengang tilhørte de slagtere og fiskere, derefter overgik de til garvere, som brugte vandet til at bade skindene i, før de garvede dem.
I år 1565 pålagde Cosimo den I. arkitekten Giorgio Vasari at bygge en korridor på ca. en kilometer, som stadigvær bruges den dag idag, til at forbinde Palazzo Vecchio, det politiske og administrative sæde, med Palazzo Pitti, familien Medici’s private bolig.
På midten af broen rejser busten af Benvenuto Cellini sig. Den kendeste fiontinske guldsmed fra renæssancetiden. Busten er smedet i 1900 tallet til ære for selvsamme. En anden gulsmed, dog mindre kendt men lige så aktiv i Firenze, er Tommaso del Ghirlandaio, far til maleren og guldsmeden Domenico del Ghirlandaio. Kaldt således fordi han pyntede di fiorentinske damers hår med sølvguirlander. Den unge Michelangelo startede i Domenicos butik.

Det fiorentinske centrum, med sin sværm af turister fra hele verden, blander uden problemer den daglige livlighed med de sublime omgivelser. Siddende ved et af bordene på Domkirkepladsen, centrums midtpunkt, forblændes man af skønheden fra alle sider.

Katedralen, Santa Maria del Fiore, er en af de smukkeste italienske kirker, et marmorbroderi. Den første sten blev lagt i 1296 efter et Arnolfo di Cambio projekt. Det er den fjerdestørste kirke i Europa. Firenze vægtede også størrelsen for at beskræfte sine recorder.
Dens famøse kuppel, et mirakel indenfor ingenørkunsten, der triumferer på pladsen og over nettet af sidegyder, blev projekteret af Filippo Brunelleschi, støttet af Alberti som, i ”De Re Aedificatoria”, skrevet i 1452, erklærede sine intentioner med visionær stolthed. Den skulle være “så stor at den ville skygge for alle toscanere”. Han vandt dermed konkurrencen udskrevet af byens Ældre, men projektet var fra starten en svær udfordring. Der var ikke mange der troede på at en så stor bygning ville overleve med tiden. Arbejdet med lanternen i toppen af kuplen blev blokeret af hans modstandere. Kapaciten er 30.000 personer, det bedst egnede publikum for Savonarola’s onde pile. En kendt dominikanermunk, der netop i kunstens tempel råbte mod de moderne kunstnere, som efter hans mening var for libertine i stilen. Han mente at de lokale malere fremstillede Jomfruen som en prostitueret.
Interiøret er meget strengt og meget lidt udsmykket, for at understrege bredde, rummelighed og de titaniske dimensioner. Hver detalje er dog udført af de største skulptører og malere. Paolo Uccello er mester for profeternes hoveder der dekorerer timesfæren – la Sfera delle Ore - ; de farvede vinduer er udført af Lorenzo Ghiberti, den skulptør som senere er mester for Dåbskapelets østlige porte.

Klokketårnet er bemærkelsesværdigt, et af de flotteste italienske tårne fra middelalderen, projekteret af Giotto, byens murermester, der respekterede den polikromiske stil i Arnolfo Di Cambio’s projekt over Domkirken. Andrea Pisano, skulptøren af Dåbskapelets nordlige porte, var også med til bygningen af klokketårnet, som er 85 meter højt. Statuerne og reliefferne er lavet af Donatello og af Luca della Robbia.

Oprindeligt fra 1560 til samling af Storhertugen Cosimo den I.s kontorer. Denne bygning indeholder en stor verdens-samling af kunstværker, fremvist i 65 sale, med plads specielt forbeholdt den italienske Renæssance. Firenzes beskyttere og gavmilde kommitenter har beriget det artistiske panorama med scener, der er meget anderledes end de normale religiøse billedfremstillinger, men til hvilken pris? Man kan få en idè om dette ved at studere portrættet af Cosimo il Vecchio, udført af Pontormo. Aldrig har man set magtens begær så tydeligt fysiskt fremstillet, fra ansigtets sammentrækninger, misundelsens tegn, til den deforme og artritis-angrebne pegefinger, der griber fat i den anden hånd.

Før vi citerer nogle af de mest værdsatte malere i verden,
vil vi fremhæve en statue, om hvilken den engelske poet Byron sagde da han så den: “blændet og fuld af dens skønhed”. Det drejer sig om Venere Medicea, en romersk kopi af en den græske original, betegnet som en af de mest erotiske statuer fra den antikke verden.

Blandt den utrolige blanding af kunstnere fra Duccio da Boninsegna til Cimabue, fra Filippino Lippi til Parmigianino, fra Leonardo da Vinci til Giovanni Bellini, fra Masaccio til Pollaiolo, stopper vi kort op ved Venus’ Fødsel - Nascita di Venere – og ved Primavera - Forår – af Sandro Botticelli. Verdenskendte men uofficielle symboler i Firenze hvor de er meget elskede. Venus prøver også her, som på medicea statuen, at dække for sit underliv og sine bryster. En fyldig gyldenblond hårpragt som kappe, en konkylie skubbet af Zefiro, bringer hende ned på stranden, hvor en kvinde venter for at dække hende med en blomstret rosafarvet kappe. På begge kunstværker, har de kvindelige hovedpersoner noget tilfælles: den hvideste hud som næsten er selvlysende og blændende. Man kan ikke se, hvor lyset kommer fra. Man kan kun se at lyset bredder sig, uden skygger, uden at tøve og udødeligt. Lyset bevæger sig gennem tiden, i en jubel af mytologisk og filosofisk allegorik, der nærmest forekommer en præsentation af videnskab og kendskab til klassikerne som en frydelig erfaring.

Som filosoffen Marsilio Ficino, vellidt af Cosimo, sagde: Som videnskaben kan tryllebinde sjælen, kan malerkunstens ånd forfine omgivelserne.

 

Det er en stor plads foran Palazzo Vecchio, det ældste antikke byborgerlige monument i Firenze. Familien Priori, den familie som regerede byen, boede der engang. Idag er det sæde for Byrådet, men mange rum er åbne for offentligheden. Ikke at glemme il Salone dei Cinquecento, projekteret af Vasari, der også har projekteret de 39 paneler i loftet, der illustrerer Cosimo den I.s ophøjelse.
På væggen foran indgangen til salonen står Micheangelo’s statue Vittoria (Il Genio che uccide la Ragione- Geniet der slår fornuften ihjel) til påmindelse om Cosimo’s sejr over Siena. Cancelleria salen og Machiavellis tænkesal er også vældig interessante.

Langs med pladsens østlige side finder man la Loggia med tre buer, med samme navn. Bygget i slutningen af 1300 tallet, for at beskytte funktionærerne imod dårligt vejr under de offentlige ceremonier. Loggiaen prydes af udsmykningen med to kendte skulpturer: Perseo di Cellini, betegnet som en af Europeas smukkeste bronzekunstværk, og il Ratto delle Sabine del Giambologna, en i øjenfaldende sammenfletning af kroppe i ekstreme bevægelser. Den er udhugget i det største stykke marmor, der nogensinde er bragt til Firenze.

Foran Palazzo Vecchio, på venstre side af pladsen, står der andre staturer på linie, blandt andet den mest symbolske David, lavet af Michelangelo, denne er en kopi. Originalen af denne unge kriger, med et blik der konstant udforderer fjenden, symbol for (Medici)tyranniets nederlag, befinder sig og kan ses i la Galleria dell’Accademia di Belle Arti. Det er værd at se den to gange. En gang for at overgive sig til Micheangelos overstrømmende sans for den menneskelige magt og denne ”geni-murers” realisering-kapacitet, i kampen med en marmorblok, der næsten bliver levende. Anden gang for at studere ansigtet på David, denne sære mildhed, som tilbagegiver ham hans ungdom stjålet af myten.

Takke været sædet Opificio delle Pietre Dure – Fabrikken for hårde sten - er det indimellem muligt at være tilstede under restaurering af et mesterværk. Firenze uddanner restautører der kan udføre finrestaurering af ting i elfenben, perlemor, skildpadde, onyks, alabast og horn. Timers arbejde der kræver ekspertise og tålmodighed, for at give nyt liv til kostbare, smukke, antikke og tit små og skøbelige genstande, såsom vedhæng og vifter.

Loppemarkedet på Ciompi pladsen er et underholdende stykke af det nødvendigt-overflødige: antikke møbler og andre ting, portrætter, antikke fotografier, modernisme, gamle kollektionsbøger, smykker (værdifulde galanterivarer fra ’30 og ’40), dukker og antikt lejetøj i træ og i blik … den sjoveste verden for jeres eftersøgning af den forsvundne tid.

Centalmarkedet på Markedspladsen, med sin blanding af kiosker og gadehandlere, er byens vigtigste handelssted for køb af madvarer. Det er det største overdækkede marked i Europa. Det er det perfekte sted hvor man,udover at finde de typiske toscanske lækkerbiskner, kan få et hurtigt og smagsfuldt mellemmåltid.

San Lorenzo markedet er en labyrint af små gader der ligger omkring kirken af samme navn. Hemmeligheden ligger i at gå forkert, smage på de forskelige lækkerbiskner, samtidigt med at man går rundt og møder de forskellige gadehandlere som sælger komaver, opdage de forskellige læder produkter, fra bælter til sko. San Lorenzo kvarteret er altid vært for en masse folklore arrangementer og børneforestillinger. Det er et friområde for gøglere og gadeartister.

Den århundrede gamle tradition for kunst og håndværk praktiseres stadig. Navnet på nogle af gaderne kan bevidne dette: via dei Fibbiai - spændesmede, via degli Arazzieri - gobelinvævere, via degli Spadai - sværdsmede. Mange laboratorier hører ind under via della Porcellana, i kvarteret Oltrarno. Det håndlavede marmorerede papir og linnedbroderierne er også fiorintiske specialiteter.

Det fiorentinske køkken er mange hundred år gammelt. Det følger traditionerne og snobber det nymoderne, som hurtig bliver gammel. Det karakteriseres af fattige ingredienser, brugt mesterligt.

Forretter
Basisindholdet i de typiske retter er. Nogle eksempler:

Brødsuppe, med tørt toscansk brød, sort kål (må ikke mangle), gulerødder, selleri, kartofler, savoykål, rødbeder, cannellini og borlotti bønner, løg, olie extra vergine, hvidløg og peber.
La panzanella, smuldret brød lagt i blød i vand med grønsager og nogle gange med krydderier.
La pappa col pomodoro, som har sin egen literatur: citeret i Gianburrasca.

Forretter med pasta serveres ikke med brød, men er for de lækkersultnes gane, såsom la Casseruola alla fiorentina: pasta eller tagliatelle med spinatsovs, svampecreme, eller medisterpølse rullet i en ricotta og ægblanding. Skal spises lunken, perfekt om foråret.

Hovedretter
Altid med inspiration fra de simple ingredienser, men ikke enfoldigt. Hovedingrediensen i hovedretterne er bøffen.
Fiorentina steaken har dog visse egenskaber,der ikke kan diskuteres. Den skal være af det bedste møre oksekød med ben, mindst fem centimeter tyk, skal steges over levende ild og være rød. En steak som steges for meget er kætteri i Firenze.

En lang og tålmodig kogning skal der derimod bruges til forberedelsen af det kogte kød og af tunge (okse), der serveres koldt med grøn sovs, lavet af persille, æg og ansjoser.

I denne typiske opskrift vender brødet tilbage: Fiorentiner kylling. Det er kyllingebryst druknet i cremeost, spinat, løg, selleri, paprika, hvidløg og er generøst dækket med revet brød.

Desserter
Den mest karakteristiske er la schiacciata con l’uva, med røde vindruer dækket med sukker imellem to lag dej, sprøjtet med varm olie. Ovenpå drysses der lidt rosmarin eller “ramerino”, som det hedder i Firenze.
Le frittelle – en slags æbleskiver, runde og bløde, dejlige med en flaske Vinsanto.
I cenci, fritturestegt dej dækket med flormelis.

Gudeligt skibsbrud
Toscana har dedikeret vinen følelser, en fremragende kvalitet og en rigtig vejrute (Strada del Vino – Vinvejen - på La Costa degli Etruschi - Etruskernes kyst - ), anerkendt i Europa.
Hvis man lider skibsbrud i vinkortet, vil det være meget svært at vælge: Chianti, Chianti classico, Dogajolo (frugtagtig vin med kirsebær bouquet), Brunello di Montalcino, Vernaccia di San Gimignano, Pomino… kan I ikke bestemme jer? Prøv jer frem, bed om råd. Værten er meget hjælpsom.